
Pris: $3 per romkugle (“Rumball”)
Sted: Mortensen’s Danish Bakery, Solvang, Californien, USA
Denne anmeldelse kommer fra en bager, som ligger kun et stenkast fra Aarhus Hovedbanegård. Rejseguiden er som følger: Pak en kuffert (husk pung, penge og pas), tag toget fra Aarhus til Kastrup Lufthavn (og modstå fristelsen for at bruge formuen på en DSB-togbillet til i stedet at bygge et hus fra bunden), nap et billigt fly direkte til Los Angeles (livet er for kort til mellemlandinger), skaf en lejebil fra en drønnert i et vilkårligt af de uærlige biludlejningsfirmaer (sæt altid 2 timer af til dette, lige meget hvor forberedt, du er), kør til Solvang i Californien (pas på asiaterne, der tager billeder – de er ligeglade med færdselsloven) og gå hen til hovedgaden i den overraskende flotte og Danmark-inspirerede by midt i den Californiske ørkenvarme. Nemt nok, ikke?

Solvang blev stiftet af en gruppe danskere i 1911, og har siden da budt turister på en smagsprøve af det smukkeste land i verden – Danmark. I dag er byen hovedsageligt drevet af amerikanerne, som har en kærlighed for at opleve og genskabe hvad denne anmelder kalder “Plastic-Europa”. Sagt på en anden måde: Amerikanerne elsker alt ved Europa, så længe det er indenfor USA’s grænser.
Som konsekvens af dette kunne man frygte, at hemmeligheden bag Danmarks måske allerhelligste klenodie – nemlig romkuglen – næppe længere var i skarp hukommelse. Så da undertegnede trådte ind i Mortensen’s Danish Bakery for at købe 2 romkugler, var det med en betragtelig tøven og lave forventninger.
Det viser sig dog, at de faktisk godt kan finde ud af det. Altså, sådan cirka. Romkuglen står i disken under navnet “Rumball” – og selvom det lyder sjovt, er det nok alligevel det bedste bud på en oversættelse. I ingen af byens bagere kan der købes “rumballs” med tivolikrymmel, hvilket naturligvis er en skam. Den positive side af sagen er dog modsat, at de heller ikke kan købes med kokos. Den slags skammeligheder har de endnu ikke valgt at importere, og lad os ved Gud og Margrethe håbe, det forbliver sådan.

Romkuglen i sig selv er faktisk ganske dyr, set med danske briller, men $3 er ikke uretfærdigt, når man står i et sandt turist-mekka i USA. Størrelsen på en “rumball” varierede kraftigt rundt omkring i Solvang, hvilket tydeligt viser, at de ikke helt husker kagens sjæl. En romkugle er ikke en one-bite-wonder, som fx en småkage eller en macaron. En romkugle er stor, større eller kæmpestor, og er en destination i sig selv, ikke blot en appetitvækker!
Min største frygt var, at kagen ville smage alt for meget af rom (altså rigtig rom), og at de ville have misforstået konceptet fuldstændigt. Men den smagte faktisk som en ganske ærlig romkugle! Kagen var enormt hård og den smagte meget mørk, men den var god nok: Det VAR en romkugle. Undertegnede gætter på, at dette er forårsaget af et forkert blandingsforhold af kagerester, hvilket hårdheden også vidner om. En romkugle skal hellere være fast end smattet, men denne her var decideret hård.

Det ville klæde kagemassen at få lidt (mere?) romessens, for at variere smagen og give den mere dybde. Det kunne også gøre den lidt blødere og mindre tør, hvilket er 2 andre parametre, som var lidt udenfor det ønskede.
Men alt i alt har den sådan set en hæderlig smag og den har helt klart de rigtige karakteristika. Af USA at være, var jeg meget imponeret over romkuglen, og det er klart anbefalelsesværdigt at svinge forbi Solvang for et par af disse “rumballs” fra Mortensen’s!

-
Størrelse
-
Konsistens
-
Pris
-
Smag
Konklusion
Selvom Mortensen's Danish Bakery i Solvang, Californien er langt væk, er deres romkugler relativt tæt på de danske. Selvom det kun bliver til 3 stjerner efter danske standarder, er det en meget imponerende kage efter USA's standarder. A for effort!