3 Stjerner – Schweizerbageriet, Aarhus C

Romkuglen fra Schweizerbageriet er her sammenlignet med en fuldkommen standard Pikachu-bamse, som jeg har stjålet fra mine nevøer.

Adresse: M. P. Bruuns Gade 56, Aarhus C

Pris: 1 for 14kr, 3 for 35kr

Vi befinder os i dag, modsat hvad man måske skulle tro, midt i Aarhus, og altså ikke i Schweiz. Dagens anmeldelse falder over Schweizerbageriet, som er placeret lige imellem Bruuns Galleri og Skt. Pauls Kirke. De skarpe læsere – som vi siden sidst har fået væsentligt flere af – vil nok bemærke at vi bevæger os i samme område som forrige anmeldelse fra denne skønne by, Aarhus.

Det er bredt anerkendt, at de forgangne helligdage har været en del af det, der kaldes påske. Det var med det i mente, at denne anmelder begav sig ud for at finde et påskeæg udenfor den traditionelle forstand – For hvorfor spise chokolade, når du kan få en romkugle? Med på rejsen var Romkugleguidens tro cheerleader, følgesvend og væbner – Line – der som en anden lillesøster trasker bagefter undertegnede ind i bageriet.

Schweizerbageriet er et rigtig flot bageri placeret midt i byen, næsten for foden af Skt. Pauls Kirke. Der er som sådan ikke noget helligt over området, bortset fra de mange steder indenfor kort radius, hvor man kan anskaffe sig en romkugle. Dette rejser spørgsmålet, om byen blev bygget rundt om kirken, eller om Helligheden blev bygget mellem bagerne. Hos Romkugleguiden har vi ingen særlig viden om religionshistorie, men vi er gode til at finde på teorier – del den gerne med jeres bekendte.

 

Romkuglen fra bageriet har en pris der hverken er uretfærdig eller ekstase-inducerende. Desværre er størrelsen lidt mindre end gennemsnittet og den fås kun med standard brunt krymmel, eller det velkendte hvide savsmuld der kaldes “kokos”. Vi vil fra Redaktionens side gerne udbringe en public service-besked herom: Vi ved godt I smider kokos på for at tilfredsstille Instagram-mødrenes trang til kage samtidig med der er en snert af sundhed, som de kan gemme sig bag. Vi vil gerne anspore til at bagere og købere i stedet er ærlige overfor sig selv, og indrømmer at kage er kage, om der så var linser som krymmel. I vanhelliger en kage, og tilmed lige ved siden af en kirke. Både Gud og Romkugleguiden ser på jer med skuffelse. Selv Line, en snacknarkoman på grænsen til indlæggelse, siger “fyha”.

“Har satan en fætter?” spurgte Carsten Bang engang. Og svaret er ja! Fætteren kendes i folkemunde som romkugler med kokos.

Men videre til sagen! Romkuglens smag er egentligt ganske habil, men er som at forsøge med et hovedstød på et straffespark. Blandingen af romessens og kakao sidder sådan set indenfor rammen, men bliver aldrig mærkbar – den får aldrig det punch man forventer. Den er simpelthen for svag. Det ville gavne med en slat mere af hele krydderihylden, så den ellers gode smag kommer i forgrunden.

Kagens konsistens er til den klistrede side, men er ikke en politianmeldelse værd. Kagen kan fint spises med fingrene uden man skal bekymre sig om kleenex og håndsprit, men denne anmelder, og specielt dennes væbner, Line, ville have foretrukket den væsentligt fastere. Der er godt med forskellige størrelser “kerner” i kagemassen, og man føler ikke man spiser en overprocesseret klatkage.

 

Alt i alt står vi med en romkugle der er okay, men med væsentlige mangler – mest nævneværdigt den mangelfulde størrelse samt klæbrigheden. Smagen er indenfor rækkevidde, men mangler af og til det spark, som man ønsker sig. Sammenlagt står vi med en romkugle, der får en flad 3-stjerne på skulderen. Det er ikke en vinder men bestemt heller ikke en taber, og man kan fint tage den med hjem som et påskeæg!

God påske fra Redaktionen!