5 stjerner – Lagkagehuset, Aarhus C

IMG_3790

Romkuglen fra Lagkagehuset er her behjælpeligt sammenlignet med en ganske standard kæmpe-rubiks-cube-skammel.

Pris: 1 for 14kr, 3 for 34kr.
Adresse: M. P. Bruuns Gade 34, 8000 Aarhus C.

Hvis du finder dig selv ankommet til Aarhus via tog og pludselig har glemt alt om dine planer for dagen, så bringer vi hos Romkugleguiden løsningen til dig. Det kan for eksempel være at du er en travl forretningsmand uden bil, som på grund af stress har lidt et kritisk tab af korttidshukommelse. I sådanne tilfælde husker hjernen kun på de allermest vigtige ting, såsom bevægelse, sprog og hvordan man finder Romkugleguiden på internettet. Og det ansvar føler vi på vores skuldre – derfor denne anmeldelse.

Lagkagehuset i Aarhus ligger nemlig, meget belejligt, mindre end 2 minutters gåtur fra Aarhus Hovedbanegård, alt efter hvor mange trafikregler du ignorerer. Hvis vi igen arbejder med antagelsen om korttidshukommelsestab, vil du nok ignorere dem alle, hvilket sætter dig på nogenlunde lige fod med resten af Aarhus’ beboere.
Lagkagehuset er en fin bager-cafe-hybrid som tilbyder alt fra sandwiches til othello-lagkager, og grundet dens centrale lokation er prisen for kager lidt højere end man typisk ville forvente fra rendyrkede bagere i Aarhus. Det er dog ikke noget der er værd at klage over, eftersom romkuglen har en helt respektabel størrelse.

Nogle af jer læser nok denne anmeldelse grundet vores indspark i debatten om hvorvidt det hedder romkugler eller trøfler, hvor vi prædikede total accept for alle ord der beskriver denne kagernes kage. Hos Lagkagehuset er det dog en anderledes historie, da denne anmelder spurgte om de havde trøfler (det foretrukne ord i Aarhus): “Ja, romkugler? Vi har 3 for 34kr.”. Så hvis man er militant omkring trøffel-vs-romkugle-spørgsmålet, bør man holde sig væk. I alle andre tilfælde er det en fin ide at svinge forbi Lagkagehuset!

IMG_3791

Her ses tydeligt den meget specielle hvid-brun-sorte krymmel. Den lille plet af manglende krymmel er udelukkende undertegnedes skyld.

Det første man bemærker når man får romkuglen i hånden er, at den er ganske hård og dækket af en ufatteligt imponerende omgang krymmel. Krymlen er en spændende og aldrig før set hvid-brun-sort-blanding som giver den hårde overflade og en knasende smagsoplevelse. Det er ikke helt tivoli-krymmel, men dette er afgjort et af de bedre alternativer! Der er så meget krymmel på at man kan spores hele vejen fra bageren til hvorend man nu er – og romkuglen kan derfor ikke anbefales til James Bond eller andre lyssky typer.

Den hårde overflade giver dog en instinktiv frygt for, at resten af romkuglen ligeledes er hård. Men selve kagemassen er faktisk overraskende fugtig og har en fantastisk konsistens med varierende størrelse kerner. Den er ikke for blød og ikke for hård, og ikke for fugtig og ikke for tør. Og selv hvis man gemmer en til senere (som oftest fordi man har glemt den – man kan ikke lade den ligge med vilje) holder den sig næsten som ny. Så hvis hukommelsen vender tilbage og du får afviklet dagens planer, kan romkuglen stadig spises senere uden sørgmodighed!

Selve romkuglens smag er rigtig godt velafbalanceret, men dog lidt til den mørke side. Dette gør smagen ekstremt vedblivende – både mentalt og fysisk – og man tænker stadig på den 10 minutter senere, fuldstændig som når en kat slikker sig om munden i timevis efter man giver den én snack. Den velplacerede smag, gode konsistens og spændende knasen gør det overordnet til en fantastisk romkugle, som er svær at sige nej til. Denne anmelder kan skrive under på, at det er endnu sværere at sige nej til 3 romkugler. Ved 2 forskellige lejligheder.

Kort sagt er der meget lidt negativt at sige om romkuglen, og vi må derfor hædre Lagkagehuset i Aarhus med byens første 5 stjerner! Så er der ingen skeptikere der skal komme og sige, at der ikke sker noget mens Aarhus er Europæisk Kulturhovedstad 2017!