4 stjerner – Brdr Sørensens Eftf v. Jan Morell, København S

Romkugler fra Brdr Sørensens Eftf v. Jan Morell

Romkugler fra Brdr Sørensens Eftf v. Jan Morell

Adresse: Egilsgade 35, 2300 København S.

Pris: 1 stk for 9 kr, 3 stk for 21 kr.

Som det ses på billedet til venstre var det visuelle indtryk af denne romkugle ikke videre imponerende, og mængden af krymmel var noget af det laveste vi endnu har set. Det skal dog siges at de andre romkugler, der lå fremme i vinduet så ud til at havde en bedre krymmeldækning end de to romkugler vi modtog.

Dette var så også det mest negative vi havde at sige om denne romkugle, for oplevelsen, under indtagelsen af romkuglen, var bestemt af den positive slags. Konsistensen var dejlig blød, og romkuglerne virkede helt friske. Smagen var rigtig, omend ikke helt så kraftig som vi kunne ønske os. Størrelsen var bestemt tilfredsstillende, især med den lave pris taget i betragtning.

Havde romkuglen haft en smule mere smag, og en smule mere krymmel (måske endda tivolikrymmel), så havde der været tale om en romkugle helt i top. Blandt andet fordi at kvalitetsromkugler i et så lavt prisleje (bemærk de 3 romkugler for 21 kr) er en sjældenhed.